Antarktis: kontinentet uden tidszoner

Alle andre steder på kloden kan du svare på hvad klokken er ved at se på længdegraden. På Sydpolen giver spørgsmålet ikke mening. Alle længdegrader mødes i det punkt, og derfor er ethvert klokkeslæt lige rigtigt. Det er den eneste plet på Jorden, hvor tid er et rent valg.

Hvorfor problemet opstår

Tidszoner er bygget på længdegrader. Jorden roterer 360 grader på et døgn, altså 15 grader i timen, og det er den regnemåde alle zoner udspringer af. Historien bag ligger i tidszonernes historie.

Men længdegrader konvergerer mod polerne. Ved ækvator er der cirka 111 kilometer mellem to nabolængdegrader. Ved 80 grader syd er der under 20. Og på selve polen er afstanden nul: alle 360 længdegrader skærer hinanden i ét punkt. Står du på Sydpolen, kan du gå to skridt og teknisk set have krydset et dusin tidszoner.

Hvad stationerne gør i praksis

Løsningen er pragmatisk: hver forskningsstation bruger den tid, der passer til dens forsyningslinje. Det er praktisk, fordi fly, radiokontakt og hjemlig administration så ligger på samme arbejdsdag.

Den amerikanske Amundsen-Scott-station, som ligger direkte på Sydpolen, bruger new zealandsk tid, fordi forsyningerne kommer via Christchurch. Den britiske Rothera-station bruger chilensk tid. Russiske stationer har typisk brugt Moskva-tid. Franske og australske stationer følger deres egne hjemlande.

Resultatet er, at to stationer, der ligger få hundrede kilometer fra hinanden, kan have flere timers forskel, og i enkelte tilfælde forskellig kalenderdato. Det er den samme slags valg, der får datolinjen til at zigzagge, og som vi har beskrevet i datolinjen forklaret.

Døgnet uden sol som holdepunkt

Oven i det kommer, at Antarktis ikke har et normalt døgn. På Sydpolen står solen op én gang om året, omkring efterårsjævndøgn i september, og går ned igen omkring martsjævndøgn. Der er altså ét halvt år med lys og ét halvt år med mørke.

Uden solopgang som holdepunkt bliver klokken det eneste, der strukturerer døgnet. Stationerne holder derfor stramt fast i faste arbejds- og sovetider, netop fordi lyset ikke gør det for dem. Det er den samme mekanisme, der gør jetlag svær at komme over, og som er beskrevet i sådan virker jetlag: kroppens indre ur skal have et signal udefra, og hvis lyset ikke leverer det, må rutinen gøre det.

Hvad du finder i tidszonedatabasen

IANA-tidszonedatabasen, som vi regner efter, indeholder faktisk zoner for Antarktis. De hedder ting som Antarctica/McMurdo, Antarctica/Rothera og Antarctica/Troll, og de beskriver præcis den tid, den enkelte station har valgt at bruge.

Antarctica/Troll er en kuriositet i sig selv. Den norske Troll-station bruger UTC+0 om vinteren og springer to timer frem til UTC+2 om sommeren, hvilket er verdens største sommertidsspring. Det hænger sammen med flyforbindelsen til Sydafrika, som kun er åben i sommermånederne.

Så kontinentet har alligevel tidszoner, men de er ikke geografiske. De er en liste over beslutninger truffet af de lande, der har folk dernede. Det er tidszoner i deres reneste form: en aftale, ikke en naturlov.