Tidszonernes historie: da jernbanen afskaffede soltiden

Indtil for lidt over 130 år siden fandtes tidszoner, som vi kender dem i dag, ikke. Klokken var lokal: den fulgte solen, og "middag" var defineret som det øjeblik, solen stod højest på himlen præcis dér, hvor du befandt dig. Det lyder logisk, men det betød i praksis, at to byer, der lå forskudt fra hinanden i øst-vestlig retning, aldrig helt havde samme klokkeslæt. I Danmark var forskellen mellem København og Aarhus kun nogle minutter – for lidt til at betyde noget i hverdagen, men nok til at blive et problem den dag, transport og kommunikation begyndte at binde byerne sammen i realtid.

Soltid: hver by sit eget klokkeslæt

Soltid – eller "lokal middeltid", som astronomer kalder den – hænger direkte sammen med længdegrad: Jorden drejer 360 grader på et døgn, så hver længdegrad svarer til fire minutters forskel i, hvornår solen står højest. København ligger omkring 12,6 grader øst, Aarhus omkring 10,2 grader øst – en forskel på godt 2 grader, svarende til omkring ti minutters soltid. Solen stod altså højest på himlen i Aarhus godt ti minutter senere end i København. Før jernbanen betød det intet: ingen rejste hurtigt nok til at mærke det, og der var ingen fælles køreplan at holde. Hver by, hvert sogn, satte sit eget ur efter sin egen sol – og det var helt uproblematisk, så længe ingen skulle sammenligne klokkeslæt på tværs.

Jernbanen og telegrafen gør soltiden uholdbar

Det ændrede sig, da jernbanen kom til. En køreplan, der skulle gælde flere byer, kunne ikke fungere, hvis hver station holdt sin egen lokale tid – et tog, der ankom "kl. 12" i én by, ville reelt ankomme på et andet tidspunkt målt i den næste bys soltid. Storbritannien gik forrest: Great Western Railway begyndte i november 1840 at bruge Londons tid – "Railway Time" – på alle sine stationer i stedet for den lokale soltid undervejs, og de øvrige britiske jernbaneselskaber fulgte trop i løbet af 1840'erne. Det var stadig uofficielt; det blev først lovfæstet som Storbritanniens fælles tid i 1880. Men i praksis var soltiden allerede død for enhver by med togforbindelse. Telegrafen forstærkede presset yderligere: den kunne sende et signal næsten øjeblikkeligt over hundredvis af kilometer, men det "øjeblikkelige" mistede sin mening, hvis afsender og modtager ikke engang var enige om, hvad klokken var.

Sandford Fleming og idéen om 24 tidszoner

Løsningen – faste, brede tidszoner i stedet for tusindvis af lokale soltider – tilskrives typisk den skotsk-canadiske ingeniør Sandford Fleming. Han var med til at anlægge Canadas jernbaner og oplevede på egen krop, hvor kaotisk det var at rejse på tværs af soltider: ifølge en ofte fortalt anekdote forpassede han i 1876 et tog i Irland, fordi en trykt køreplan havde byttet om på formiddag og eftermiddag. Fleming foreslog i stedet, at hele kloden blev delt i 24 tidszoner af hver 15 længdegrader – én for hver time af døgnet – regnet ud fra et fælles nulpunkt. Ideen var enkel på papiret, men den krævede, at verdens lande først kunne blive enige om, hvor det nulpunkt skulle ligge.

Washington 1884: Greenwich bliver nulmeridian – men ikke lov

Det spørgsmål blev afgjort på Den Internationale Meridiankonference i Washington D.C. i oktober 1884, hvor delegerede fra 25 lande stemte om et fælles nulpunkt. Greenwich i London vandt afstemningen 22 mod 1 – kun San Domingo, nutidens Dominikanske Republik, stemte imod, mens Frankrig og Brasilien undlod at stemme – og blev udpeget som verdens nulmeridian: det punkt, længdegrad 0°, som både GMT og siden UTC regnes ud fra den dag i dag. De fleste tror, at konferencen samtidig indførte tidszonerne ved lov. Det gjorde den ikke: den anbefalede et fælles udgangspunkt og en universel dag, men overlod det helt til hvert enkelt land selv at indføre standardtid i sin egen takt. Nogle lande var hurtige – USA havde allerede i 1883 indført fire jernbane-tidszoner uofficielt. Andre ventede årtier: Frankrig holdt fast i sin egen Paris-baserede tid som konkurrent til Greenwich og skiftede først officielt i 1911.

Danmark dropper soltiden i 1894

Danmark hørte til de lande, der ventede et årti efter Washington-konferencen. Frem til 1894 regnede landet officielt efter Københavns lokale middeltid. Fra 1. januar 1894 blev det ved lov afløst af Centraleuropæisk Tid (CET) – UTC+1, som Danmark stadig bruger om vinteren i dag, siden suppleret af CEST (UTC+2) om sommeren, da sommertid blev indført langt senere. Overgangen i 1894 betød, at et ur i Aarhus fra den dag viste nøjagtig samme klokkeslæt som et ur i København – ikke fordi solen pludselig stod ens de to steder, men fordi loven nu definerede tiden ud fra zonen og ikke ud fra solen.

Fra lov til database: IANA tager over

I dag er det ikke længere enkeltstående love, der styrer tidszonerne, men en fælles teknisk database: IANA-tidszonedatabasen (tzdb), som operativsystemer, browsere og denne side bruger til at beregne klokkeslæt korrekt – inklusive alle de historiske skift, som Danmarks 1894-omlægning er ét eksempel på. Du kan læse mere om, hvordan vi bruger databasen til at beregne tiderne, på siden om datakilder og metode. Den samme database ligger også bag vores forklaring af CET og bag, hvorfor tidsforskellen mellem to lande ikke altid er det faste tal, folk tror – begge dele er direkte arvinger af det opgør med soltiden, som startede med jernbanen.