Datolinjen forklaret

Rejser du jorden rundt mod øst, stiller du uret en time frem for hver tidszone, du krydser. Når du er nået hele vejen rundt, har du stillet det 24 timer frem — og uden en korrektion ville din kalender dermed være en hel dag foran alle andres, selvom du ikke har oplevet mere tid end de andre. Det regnestykke går ikke op af sig selv: et sted på kloden skal datoen springe et helt døgn, så regnskabet stemmer igen. Det spring er den internationale datolinje, og den ligger, groft sagt, midt i Stillehavet, langt fra beboede kyster — men "groft sagt" er nøgleordet, for linjen er langt fra en lige streg.

Hvorfor en datolinje er logisk nødvendig

Problemet blev demonstreret, længe før nogen havde formuleret det som teori. Da Magellan-ekspeditionens skib Victoria i 1522 vendte hjem efter verdens første jordomsejling, opdagede besætningen til deres forbløffelse, at deres omhyggeligt førte skibsdagbog var en dag bagud i forhold til kalenderen på land — de troede, det var onsdag, da folk i land sagde, det var torsdag. Ingen havde regnet forkert; besætningen havde rejst hele vejen rundt mod vest og dermed "tabt" en dag undervejs, uden at nogen tidszone undervejs havde gjort noget forkert. Episoden blev et af de tidligste konkrete beviser på, at en rejse rundt om jorden kræver et sted, hvor datoen korrigeres med et helt døgn — ellers akkumulerer den lille daglige forskydning fra tidszone til tidszone sig til en hel dags fejl, når man er kommet hele vejen rundt.

Hvorfor linjen zigzagger i stedet for at følge 180°-meridianen

Det oplagte sted at lægge datolinjen er den 180. længdegrad — modsat Greenwich-meridianen, som blev valgt som nulpunkt for både længdegrad og tid på Den Internationale Meridiankonference i 1884 (hele det forløb kan du læse om i tidszonernes historie). Men datolinjen er aldrig blevet fastlagt ved en international traktat eller aftale på den konference. Den er i stedet en konvention, der har lagt sig som et biprodukt af, at enkelte lande har valgt deres egen side af 180. længdegrad — og flere steder har lande bevidst lagt linjen om, så den ikke skærer tværs igennem deres eget territorium.

Det tydeligste eksempel er Kiribati. Landets øer lå oprindeligt spredt på begge sider af 180. længdegrad, så halvdelen af nationen havde én dato, mens resten — inklusive Line Islands, længst mod øst — havde gårsdagens dato. I 1995 besluttede Kiribati at flytte datolinjen udenom hele sit territorium, så alle øerne fik samme kalenderdag. Konsekvensen er, at Kiribati i dag bruger UTC+14 på sine østligste øer — jordens tidligste tidszone, hvor solen (og kalenderen) rykker frem før noget andet sted på kloden.

Samoa sprang en hel dag over

Samoa gjorde noget lignende i den modsatte retning. Frem til udgangen af 2011 lå Samoa øst for datolinjen, med samme dato som Hawaii og den amerikanske vestkyst — en arv fra tætte handelsbånd til USA i tidligere århundreder. Men Samoas vigtigste handelspartnere var for længst blevet Australien og New Zealand, som ligger vest for linjen. Med næsten et helt døgns forskel var Samoas arbejdsuge kun sammenfaldende med Australiens og New Zealands i fire dage om ugen. Løsningen var drastisk: Samoa sprang 30. december 2011 helt over. Kalenderen gik direkte fra den 29. til den 31. december, og landet skiftede dermed side af datolinjen for fremover at ligge på samme kalenderdag som sine vigtigste handelspartnere i New Zealand og Australien.

Hvad der praktisk sker, når du flyver over den

For almindelige rejsende mærkes datolinjen mest på lange flyvninger over Stillehavet — grundreglerne for at læse klokkeslæt på en flybillet gennemgår vi i guiden om tidszoner og flyrejser. Flyver du vestpå — for eksempel fra den amerikanske vestkyst mod Australien eller Asien — krydser du fra gårsdagens til morgendagens side af linjen, og en hel kalenderdag kan forsvinde fra din rejseplan: du letter fx fredag aften og lander søndag morgen, uden at der nogensinde var en lørdag på din billet. Flyver du den modsatte vej, østpå fra Australien eller Asien mod Amerika, sker det omvendte: du krydser tilbage til en tidligere kalenderdag og kan i praksis lande på en dato, der ligger før din afgangsdato — selvom flyveturen naturligvis stadig tager det samme antal timer i den virkelige verden. Det er ikke tid, der forsvinder eller opstår; det er kalenderen, der korrigeres i det øjeblik, du krydser linjen.

Ingen traktat — kun summen af landenes egne valg

Det mest overraskende ved datolinjen er måske, at den ikke findes som juridisk begreb noget sted. Der er ingen international traktat, der definerer, hvor den går, og ingen myndighed, der administrerer den. Det, vi kalder "den internationale datolinje" på et verdenskort, er i virkeligheden bare den samlede konsekvens af, at hvert land omkring Stillehavet selv har valgt sin tidszone og dermed sin kalenderdato. Zigzaggene omkring Kiribati, Samoa og andre stillehavsøer er ikke undtagelser fra en fastlagt linje — de er linjen. Det er en af de tydeligste påmindelser om, at tidszoner grundlæggende er politiske og praktiske beslutninger, ikke naturlove.