Sommertidens historie

Sommertid lyder som en moderne, administrativ opfindelse – noget EU har fundet på. Virkeligheden er ældre og mere broget: idéen blev først for alvor luftet af en insektsamler, der ville have mere dagslys til sin hobby, den blev gjort obligatorisk af krigsførende regeringer, der skulle spare på kullene, og den historie forklarer både, hvorfor Danmark stadig stiller urene, og hvorfor et forslag om at stoppe med det har ligget stille i EU-systemet siden 2019.

Myten om Benjamin Franklin

Den mest sejlivede historie om sommertid er, at Benjamin Franklin opfandt den. Det gjorde han ikke. I 1784 skrev Franklin, mens han var i Paris, et satirisk essay til en fransk avis, hvor han for sjov regnede ud, hvor mange stearinlys parisere kunne spare, hvis de stod tidligere op og udnyttede morgensolen. Det var en spøg på franskmændenes sene levevis – ikke et forslag om at stille urene. Franklin nævner intet om at flytte klokken en time; han foreslog om noget kanonskud og klokkeringning for at vække folk tidligere.

De reelle forslag om at flytte selve uret kom over hundrede år senere. New Zealandske George Hudson, der arbejdede i skiftehold og samlede insekter i sin fritid, foreslog i 1895 et to-timers skift, så han kunne nå at være ude i dagslys efter arbejde. I Storbritannien førte byggeentreprenøren William Willett en årelang kampagne for idéen med pjecen "The Waste of Daylight" i 1907 – han døde i 1915, et år før forslaget endelig blev lov nogen steder.

Krigen, der satte urene i gang

Det, der fik sommertid ud af pjecerne og ind i lovgivningen, var ikke dagslys, men kul. Den 30. april 1916, midt under 1. Verdenskrig, indførte Tyskland og Østrig-Ungarn "Sommerzeit" for at skubbe en time dagslys til aftenen og dermed spare på brændslet til belysning og industri. Danmark fulgte samme år med sin første sommertid, af nøjagtig samme begrundelse: krigsøkonomien skulle strækkes længst muligt. Storbritannien indførte sit eget "British Summer Time" få uger senere, og resten af Europa fulgte i løbet af krigsårene efter samme logik.

Danmarks op-og-ned-historie

Danmark har ikke haft sommertid uafbrudt siden 1916. Ordningen blev droppet igen efter krigen, genindført under den tyske besættelse i 2. Verdenskrig og brugt frem til 1948 – hvorefter den blev droppet på ny i over tredive år. For alvor vendte sommertiden tilbage med oliekrisen i 1973: da olieprisen eksploderede, begyndte flere vesteuropæiske lande i løbet af 1970'erne igen at indføre sommertid for at spare energi, og Danmark var med i den bølge. Siden 1980 har Danmark haft sommertid hvert eneste år, uden afbrydelse.

EU harmoniserer datoerne

Så længe hvert land selv valgte sin skiftedato, var det et rod for alt fra togkøreplaner til grænsehandel: to naboer kunne sagtens skifte en uge fra hinanden. Gennem 1980'erne og starten af 1990'erne strammede EF/EU gradvist op på det, og siden 1996 har hele Unionen brugt de samme datoer – sidste søndag i marts og sidste søndag i oktober, hvor Danmark også skifter til vintertid. Det er den harmonisering, der gør, at tidsforskellen inden for EU aldrig svinger, uanset hvornår på året man rejser.

2019: Parlamentet stemte for at stoppe – og intet skete

I 2018 gennemførte EU-Kommissionen en offentlig høring om at afskaffe de halvårlige skift, og et stort flertal af dem, der svarede, ønskede at droppe dem. Europa-Parlamentet fulgte trop og stemte i 2019 for at afskaffe de obligatoriske halvårlige skift. Men et EU-direktiv kræver også opbakning fra Rådet, altså medlemslandene selv – og der gik forslaget i stå. Uenigheden handler ikke om, hvorvidt man skal skifte, men om hvad man så skal lande på: skal alle gå permanent på sommertid, eller permanent på normaltid? Ingen ville risikere at ende med en anden fast tid end sine nabolande, og uden fælles svar er der stadig ingen ny dato. Derfor stiller Danmark – og resten af EU – stadig urene efter den gamle kalender, som du kan læse mere om i vores forklaring på, hvorfor tidsforskellen til udlandet ændrer sig hen over året.

Holder energiargumentet stadig?

Hele idéen fra 1916 var at spare energi ved at flytte dagslyset til de vågne timer. Det argument holder dårligere i dag, end det gjorde under en verdenskrig. Moderne forskning på området er langt fra entydig: i et samfund, hvor opvarmning, aircondition og elektronik fylder langt mere i elregningen end belysning gjorde i starten af 1900-tallet, er de påviste besparelser i bedste fald beskedne, og flere studier finder slet ingen effekt – eller ligefrem et merforbrug, fordi en lysere aften typisk også betyder mere aircondition i varme områder. Det er en del af, hvorfor den oprindelige energibegrundelse i dag fylder langt mindre i debatten end spørgsmålet om søvn, sikkerhed og bekvemmelighed.